Skip to main content
Hypo- og hyperglykæmi

På denne side vil vi udforske den vigtige viden, der er nødvendig for at håndtere diabetiske patienter og håndtere situationer med lavt og højt blodsukker.

Tilbage til oversigten over emner for ambulancebehandleren

Hypoglykæmi

Definition og forekomst:

Hypoglykæmi er en tilstand, hvor blodets indhold af sukker (glukose) bliver for lavt (oftest mindre end 3,5 mmol/L), og hvor der samtidig er symptomer på lavt blodsukker. Flere forskellige symptomer er typiske, når man har lavt blodsukker. Hvis man spiser eller drikker sukker, forsvinder symptomerne som regel indenfor 10-15 minutter.

Der er forskellige årsager til hypoglykæmi, men inden for det præhospitale er det oftest patienten med diabetes, der enten har fået for meget insulin, har spist for lidt, eller der har fået ændret sin medicinering  i diabetesbehandling eller en anden medicin.

Dertil kan det også være hypoglykæmi af andre årsager, f.eks. binyrebarkinsufficiens, tumor i hypofysen, tumorer i pankreas, pancreatitis, alkoholikere.

De første symptomer på hypoglykæmi udløses af at glukosen i cellerne er opbrugt. Dette medfører at glykogen lagrene, især i leveren, omdannes til glukose. Når glykogen-lagrene er opbrugte eller behovet for glukose overstiger omdannelsen af glykogen til glukose, opstår symptomerne for alvor.

Kendetegn:

Man kan inddele symptomerne på hypoglykæmi i 3 grader, insulinføling, insulintilfælde, insulinshock. Lavt blodsukker defineres som blodsukker < 3,5 mmol.

Insulinføling:

  • Sulten
  • Bleg
  • Svedig
  • Hovedpine og uro
  • Tremor
  • Føle og synsforstyrrelser
  • Desorienteret

Insulintilfælde:

  • Aggressivitet
  • Virker beruset
  • Muskeltrækninger/stivhed
  • Lammelser

Insulinshock:

  • Kramper og bevidstløshed
  • Hjernepåvirkning. Patientens hjerne tager skade.
  • Død

Behandling:

Der følges naturligvis A-B-C-D-E, og når der under D findes et lavt blodsukker (der skal altid måles blodsukker på patienter med en GCS under 15), behandles følgende:

Vågen patient:
Er patienten vågen gives sukkerholdig mad/drikke.

Bevidstløshed patient:
Ved bevidstløshed patient prioriteres at give I.V Glukose 10% med hurtigt indløb, indtil patienten vågner. Derefter skal patienten have mad/drikke hvis muligt.

Hvis det ikke er muligt at anlægge IV-adgang gives Glukagon.

En vågen og klar patient, som er under opsyn og kan spise, kan efter lægelig ordination afsluttes på stedet.

Andet:

Ved paravenøs infusion af glukose gives 10-20 ml NaCl 0,9% for at fortynde den hypertone infusionsvæske i vævet. Kanylen efterlades siddende og sygehuset informeres om hændelsen.

Hyperglykæmi

Definition og forekomst:

Forhøjet blodsukker kan, ligesom lavt blodsukker, have forskellige årsager. Det kan fx. være en diabetes patient med manglende insulinindtagelse, en patient med nyopdaget diabetes, en diabetes patient med øget indtagelse af mad eller øget behov for insulin grundet en anden akut sygdom.

Kendetegn:

  • Søvnig, træt og ugidelig
  • Blussende
  • Huden er tør
  • Dybe kraftige vejrtrækninger
  • Faldende bevidsthedsniveau
  • Acetonelugt ud af munden
  • Tørstig
  • Blodsukker > 15-20 mmol

Behandling:

Der følges naturligvis A-B-C-D-E, og når der under D findes et højt blodsukker (der skal altid måles blodsukker på patienter med en GCS under 15), behandles følgende:

  • 2 L Isotonisk væske
  • Hurtig transport

Andet:

En komplikation ved hyperglykæmi kan være, at diabetespatienten ikke har fået tilstrækkelig insulin:

Insulin har, som nævnt, funktionen at hjælpe glukose ind i cellerne. I hyperglykæmi ved diabetespatienter har kroppen en tilstrækkelig mængde sukker, den har bare ingen mulighed for at flytte denne ind i cellerne, hvor cellerne hungrer efter glukosen.

Dette skyldes selvfølgelig, at en diabetespatient enten ikke kan producere insulin, eller har en stærk nedsat produktion i forhold til kroppens behov. Kroppen begynder derfor at forbrænde fedtvæv for at danne energi, som i sig selv har komplikationer.

Ved forbrændingen af fedtvæv dannes der et stof der kaldes ketoner. Disse kan bruges som forbrænding til hjernen, men som i store doser medfører syreforgiftning, da disse er sure. Dette påvirker kroppens pH-værdi (som skal ligge meget nøjagtig for at kroppen kan leve) til at blive sur, som man i sidste ende kan dø af (kaldes ketoacidose).

En konsekvens af syreophobning i kroppen ses på en øget respirationsfrekvens, da kroppen forsøger at udvaske CO2, og på en karakteristisk lugt af acetone i patientens udånding.

Patienten bliver dehydreret, da det høje indhold af sukker i blodbanen forsøges udskilt i urinen, hvorfor patienten samtidigt mister meget væske og næringsstoffer. Denne process fører til elektrolytforstyrrelser idet natrium- og kaliumbalancen forskydes, som meget pludseligt kan give hjertestop.

Referencer - e-learning

 Referencer

 

Videre til næste emne: Patientrettigheder og patientsikkerhed

Bliv forberedt på redderklar.dk

Vil du være redder eller ambulancebehandler?

Drømmer du ligesom mange andre om at blive en del af fællesskabet af reddere der hver dag passer på Danmark i de gule ambulancer, og som takler alle former for situationer – akutte som fredelige – så er Redderklar noget for dig.

Hør fra reddere og elever der blev optaget, og lær af deres erfaringer. Se interviews, spørg redderne, trænerne og eksperterne.

Læs mere på redderklar.dk

International

(+45) 70 405 110

If you have questions about our services, we are ready to answer your call. You can book transportation 24 hours a day.

Kundeservice

70 405 111

Ring til vores kundeservice på hverdage mellem kl. 08.00-17.00 eller lørdage fra kl. 09.00-15.00, hvis du har spørgsmål til vores services eller ønsker et tilbud.

Vagtcentral

70 405 112

Kontakt vores vagthavende døgnet rundt, hvis du har brug for sygetransport, ambulance eller andre akutte services.